Undervisning

Vi udsætter vores heste for meget forskelligt. Nogle gange for ting som ikke falder dem naturligt og hvor vi belaster dem på en sådan måde, at vi rent faktisk kan risikere at nedbryde dem psykisk som fysisk. Idet vi vælger at omgås et levende væsen, påtager vi automatisk ansvaret for dets ve og vel. Det er os der vurderer hvad vi synes er bedst for den enkelte hest, og derfor bliver vi nødt til at sætte os grundigt ind i hestens adfærd, anatomi, og indlæringsevne. Derudover er det vigtigt at gennemtænke vores træningsform ned i detaljer, så vi er sikre på at opbygge hesten i stedet for at nedbryde den.

Alt i alt er det vigtigste at opnå indsigt, harmoni og rideglæde for både hest og rytter.

For at opnå dette mål, er det vigtigt at hesten får så klare signaler at den ikke bliver signalforvirret, at den bygges op på en måde så den fysisk kan holde til rytterens ambitioner, og at arbejdet er afvekslende så hesten hele tiden bliver stimuleret på nye måder.

Derudover er det vigtigt at rytteren får kendskab til teorien bag de emner vi arbejder med og bliver guidet bedst muligt i praksis. Rytteren får sat ord på ambitioner og realistiske mål, samt får hjælp til at håndtere svære situationer i forhold til problemløsning, afstemning af forventninger, håndtering af uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og dårlige mavefornemmelser, osv.