HEP Underviser

Ønsker du at blive en endnu bedre rideunderviser og formidler?

Har du din egen virksomhed med heste og ridning, hvor du gerne vil opkvalificere undervisningen, eller skal du til at starte op og har brug for et fagligt skub?

Eller måske er du rideskoleunderviser og har oplevet, at en holdundervisning bliver kaotisk, fordi hestene enten løber rundt eller ikke vil gå – og måske er en rytter faldet af?

Så er du landet det rette sted. Både hvis du underviser enetimer – eller på rideskolehold.

På HEP-uddannelsen bliver du klædt på til at varetage undervisning af ryttere på en faglig og vidensbaseret måde, der klæder dig godt på til at forklare rytterne, hvad de skal gøre og hvorfor, når du underviser dem. På uddannelsen arbejder vi både med undervisning af enetimer og holdundervisning.

Hvis du allerede underviser i ridning, vil uddannelsen give dig et større teoretisk fundament at stå på, der underbygger din undervisning, og du får faglig sparring på din kommunikation med eleverne. Det vil gøre frustrationer mindre både i forhold til heste, elever og forældre, så du vil opleve, at det nærmest udelukkende er sjovt og givende at undervise.

Hvad får du ud af uddannelsen?

  • Højnet kvalitet i undervisningen, fordi du ved, hvorfor de forskellige øvelser virker.

 

  • Viden om hestens læring og krop – og rytterens psykologi, så du tilpasser din undervisning til begge – det sikrer, at alle elever udvikler sig i rette tempo.

 

  • Styrket sikkerhed i undervisningen – det giver større tryghed, mens eleverne lærer.

 

  • Færre konflikter mellem elever og heste – det giver bedre humør hos dig og en god stemning på ridebanen.

 

  • Bedre kommunikation mellem dig, dine elever og eventuelle forældre – det giver en behagelig stemning og gør det nemmere for forældrene at bakke deres barn op.

 

  • Større variation i undervisningen, så det bliver sjovere for dig og dine elever – fordi vi lærer bedst, når det også er sjovt.

 

  • Du opnår større autoritet over for elever og forældre – som gør, at de har større tillid til dig og mærker, at du ved, hvad du har med at gøre.

 

  • Du kommer nærmere din fremadrettet plan for din egen hestevej/ virksomhed.

 

  • Du opnår et netværk af ligesindede, hvor du altid kan søge råd og vejledning.

 

  • Du får mulighed for også at blive certificeret underviser i HEP-grader (se beskrivelse under afsnittet “HEP-grader).

 

HEP-Uddannelsen

Alt hvad vi gør på Skovly Ridecenter, gøres med øje for hest og elev. Vi kalder det HEP – Hestens og Elevens Præmisser.

Uddannelsen er blevet til, da vi ønsker at uddanne undervisere, der har viden og redskaber til at gøre ridning og håndtering af heste let og ikke mindst sikker. Det er det, vi kalder selvreflekterende undervisere – for med den viden og erfaring du får under HEP-uddannelsen, kan du som underviser bedre træffe gode beslutninger.

Du bliver undervist i hestens adfærd, hvordan den lærer, og hestens krop og bevægelse, for at du kan sikre, at hesten trives i ridningen – både privat og på rideskolen. Den viden ruster dig til at sikre trygheden og sikkerheden i undervisningen, som vil resultere i færre frustrationer og mere læring for eleverne. Efter uddannelsen vil du også have et netværk, hvor du altid kan søge råd og vejledning.

Uddannelsens struktur

Uddannelsen er opbygget af 5 moduler á 2 undervisningsdage plus en weekend med opsamling og eksamen. Uddannelsen løber over 13 dage i alt. Hvert modul består af en vekselvirkning mellem teori og en masse praktisk træning og undervisning. Mellem modulerne er der få online samlinger og et par online sparringssessioner på din undervisning derhjemme.

 

Undervisning og materialer

Modulerne vil være en kombination af teori og praksis. I den praktiske del er der indlagt undervisningstimer af elever, hvor du og de andre deltagere underviser under vejledning og sparring. Du øver dig både i at undervise enetimer og holdundervisning.

Du vil løbende få udleveret materialer og hjemmeopgaver, og ved optagelse på uddannelsen bliver du opfordret til at købe enkelte bøger på dansk.

 

Forudsætninger for ansøgning

Du skal være fyldt 18 år og være parat til at deltage aktivt og have tid til at øve dig mellem undervisningsgangene.

 

HEP-grader

Efter uddannelsen har du mulighed for at blive certificeret underviser i HEP-grader. HEP-grader er et undervisningsmateriale og forløb, der giver unge ryttere mellem ca. 9 og 16 år, et større fundament og en forståelse for hestens væsen, så de på sigt bliver rustet til at være gode, selvreflekterende ryttere, parter eller hesteejere.

Forløbet kommer rundt om hele hesten. Når du er HEP-underviser, vil denne certificering foregå som en begrundet ansøgning og en mundtlig samtale.

VIDSTE DU AT?

På Skovly Ridecenter er vi hele tiden opsøgende omkring ny viden om hestetræning og undervisning. Vi ser dagligt effekten af vores målrettede hestetræning og positive formidling til eleverne i vores rideskole.

2000x800-underviser

Moduler

Alle moduler er en blanding af teoriundervisning som oplæg, dialog og øvelser samt masser af praktisk træning med heste og elever. Som supplement gennem uddannelsen får du adgang til videoer med teorigennemgang, som du kan se igen og igen. 

 

Modul 1 /Adfærd og læring samt undervisningslære 

Efter modul 1 har du grundlæggende viden om hestens adfærd og læring, og du kan sammensætte en lektion til gavn for elevens læring.

Introduktion til HEP-principperne og HEP graderne. Grundlæggende teori og viden om hestens adfærd, læring, motivation og mentale kapacitet. Teorien er koblet med konkrete øvelser på ridebanen. Vi arbejder også med anerkendende kommunikation ift. en enkelt rytter, og hvordan man rammesætter en lektion, så eleven får mest muligt med og føler sig tryg i lektionen.

 

Modul 2 / Adfærd og læring samt undervisningslære

Efter modul 2 har du viden om stressfri hestetræning også i holdsituationer, og du vil kunne kommunikere anerkendende med flere ryttere og deres evt. forældre på en gang.

Vi arbejder fortsat med læringsteori samt stressfri og præcis hestetræning, som gør ridning og håndtering af heste let og sikker.  Vi har fokus på konkrete tiltag, så hestene er fuldt styrbare for eleverne, også i en holdsituation. På den måde undgår du at spilde en masse tid i undervisningen med heste, der ikke forstår hvad de skal. 

Sideløbende arbejder vi videre med undervisningslæren, både i forhold til enelektioner og flere ryttere ad gangen. Vi har fokus på rytterpsykologi, aldersgrupper, kommunikation med forældre, og vi kommer bl.a. ind på, hvilken rolle du har som underviser.

Modul 3 / Krop og bevægelse samt undervisningslære 

Efter modul 3 har du grundlæggende viden om hestens forpartsbalance, så du ved, hvad hestens krop har brug for – også i en holdsituation. 

Teori og viden om hestens krop og bevægelse og hvad du som underviser skal kigge efter for at vurdere, hvad hesten har behov for.  Viden om hestens forpartsbalance vinklet med brugbare redskaber og øvelser, der kan bruges i undervisningen.

Teori og viden om holdundervisning herunder hvordan du bevarer sikkerheden samt overblik over heste, elever og forældre. I praksis er der fokus på holdundervisning under supervision af underviserne på uddannelsen. Kommunikation med forskellige aldersgrupper og praktisk træning i at kommunikere anerkendende, konkret og løsningsorienteret – især med fokus på at kommunikere til flere på en gang. Dette gør, at du lettere kan formidle det, du beder dine elever om – og så du nemmere kan kommunikere tydeligt med f.eks. forældre og lave en plan og målsætninger sammen med dine elever.

 

Modul 4 /  Krop og bevægelse samt undervisningslære 

Efter modul 4 har du simple, men brugbare redskaber til at vedligeholde hestens krop, og du ved, hvordan du kan kommunikere dig ud af en mulig konflikt.

Kendskab til hvilke aspekter i forhold til hestens anatomi, der er vigtigst at vide noget om, når vi træner. I praksis arbejder vi med øvelser, der vedligeholder hestene, og som kan bruges i undervisningen – både i enetimer og holdundervisning.

I undervisningslæren vil vi have særlig fokus på konflikthåndtering, og vi begynder at arbejde med jeres værdisæt, og hvorfor I gerne vil arbejde med heste. Ligeledes arbejder vi også hen imod, at I kommer nærmere, hvad der er vigtigt for jer som undervisere.

 

Modul 5 / Værdi, fortælling og plan

Du bliver klar på dine værdier, fortælling og plan samt forretningsstrategi.

Opsamling/ eksamens forb.

Opsummering af HEP-principper og erfaring i at omsætte tidligere moduler i praksis. Du vil få en individuel samtale med en af underviserne ift. din udvikling frem mod eksamen. 

Eksamen

Eksamen består både af en teoretisk og en praktisk del.

Den teoretiske del er en kort skriftlig opgave, som du afleverer på forhånd, og som er baggrund for den mundtlige eksamen. Den mundtlige eksamen foregår som en samtale mellem dig, en underviser og en ekstern bedømmer.

I den praktiske del af eksamen underviser du et mindre hold elever, hvor to undervisere observerer og efterfølgende bedømmer.

Dine undervisere på uddannelsen

Din primære underviser er Monica Møller Moltke Martiny, der er ophavskvinden bag HEP-konceptet. Monica er uddannet Centreret Ridning instruktør, Rytteryoga instruktør, hestemassør, BBH instruktør og træner, og hun har en lang baggrund inden for klassisk/akademisk dressur.

De øvrige undervisere på uddannelsen vil veksle afhængigt af, hvem der er det bedste match til et givent fagligt indhold.

Det er helt centralt for uddannelsen til HEP-underviser, at du kun møder veluddannede undervisere, der står solidt på deres faglighed. Vi tror på, at vidensbasering er vejen frem i hesteverdenen – også når det “bare” handler om begyndere og let øvede.

Praktiske Informationer

Alle undervisningsdage er fra kl. 9.00 til kl. 17.00

Undervisningen er uden egen hest, og der er ikke ridning på programmet.

Der er mulighed for at booke undervisning med egen hest i forbindelse med modulerne.

Det er muligt at overnatte i rytterstuen for 100 kr. pr. nat.

Rytterstuen har fuldt udstyret køkken, så du kan lave mad, og der er bad og toilet i stalden.

Du medbringer egen forplejning, men løbende igennem weekenderne vil der være kaffe, te, vand og frugt.

Skriv til mail@skovly-ridecenter.dk for flere oplysninger og bed evt. om uddybende elektronisk brochure.

Næste hold starter forår/ sommer 2025

Ansøgning og investering

Din investering for hele uddannelsen er kr. 23.500. Der betales 10.000 kr. ved tilmelding. Det resterende beløb betales en måned før opstart, eller det kan deles i rater ved behov. Ved betaling af hele gebyret ved tilmelding gives en rabat på 1000 kr.

Ansøgning sendes til: mail@skovly-ridecenter.dk

Skriv om dig selv, din hestebaggrund og hvorfor du gerne vil tage denne uddannelse.

Synes du uddannelsen lyder interessant?
Vi vil gerne høre fra dig!